Indlæg af Stine Junge Albrechtsen
Stine Junge Albrechtsen er uddannet klinisk diætist. Hun har arbejdet i både offentligt og privat hospitalsregi samt som selvstændig med egen klinik.
Alle steder har hun primært arbejdet med svær overvægt og bariatrisk kirurgi (fedmeoperationer) samt mavetarmsygdomme.
Sådan håndterer du dårlig samvittighed
Selvom vi alle sammen helst er fri, så kan vi nok ikke undgå øjeblikke med dårlig samvittighed. Vi laver to-do-lister, planlægger og sætter flueben ved udførte punkter, men der er jo altid de punkter, vi ikke lige nåede eller udskød, fordi tiden, ressourcerne, lysten eller motivationen bare ikke var der. Det kunne være en oplagt kilde til dårlig samvittighed. En anden kilde kunne være, at du havde takket ja til en date, en tur i svømmehallen med ungerne eller en drink med en ven eller veninde og i sidste øjeblik må melde fra, fordi du simpelthen ikke orker det. En helt tredje årsag kunne være den fine madplan, du har lagt, som ikke blev holdt, fordi du igen kom forbi pizzeriaet på vej hjem.
Uanset hvad der udløser det, så oplever de fleste af os i hvert fald den dårlige samvittighed over noget, der ikke blev indfriet, sagt, overholdt eller løst. Men hvad, vi gør med den følelse, er ret afgørende for vores velbefindende. For på den ene side er det jo godt at være ambitiøs i forhold til mål for din sundhed, på en arbejdsdag eller aftaler i fritiden, men på den anden side må det jo ikke slå dig ud. Kort sagt så er dårlig samvittighed oftest en konsekvens af at være et omsorgsfuldt, lidt distræt eller ambitiøst væsen. Du ville for meget i forhold til tiden eller energien. Så på den måde er det jo ikke udelukkende en dårlig følelse – den hjælper dig med at huske, at du gerne vil være en god kollega, ven/veninde, partner/forælder eller bare god ved dig selv.
Hvis du alligevel gerne vil have mindre dårlig samvittighed, så brug lidt krudt på at tænke over, hvornår den typisk opstår. Får du lavet for mange aftaler, eller har du for høje forventninger til, hvad du kan nå på en dag, så sæt barren lidt ned og mærk glæden ved at nå dine mål. Men NÅR situationen opstår, så vær ærlig om hvorfor og sig det højt. For den skam, du oplever ved dårlig samvittighed, handler nok primært om, hvad du tror, de andre tænker om dig. Tror de nu, at jeg er gået tidligt hjem, fordi jeg ikke gad lave den her opgave, eller tror hun, at jeg aflyser, fordi jeg ikke kan lide hende? Det vil reducere din dårlige samvittighed, hvis du italesætter dine behov eller følelser. ”Jeg går tidligt, fordi jeg er træt i dag og tænker, at en god og lang nats søvn gør mig mere effektiv i morgen”. ”Jeg aflyser, fordi jeg er i skidt humør og ikke vil være ret godt selskab”. Det fjerner ikke din dårlige samvittighed, men det kan gøre den håndterbar. Stå ved følelsen/årsagen og sig den højt. Ingen kan klandre dig for, hvad du tænker eller føler. Måske er de ikke enige, men de kan ikke argumentere imod, hvad du føler.
Opsummerende så prøv at se lyspunkterne ved en samvittighed. Den hjælper dig i første omgang med at prøve at gøre mange eller gode ting. Når det så ikke lykkes, så anerkend det, sig det højt (om ikke andet så bare for dig selv) og se fremad. Kan jeg gøre det bedre, eller var det simpelthen bare en skidt dag? Og så går du videre og lærer af det i stedet for at blive ved med at hænge fast i det. Byd den (lille smule) dårlige samvittighed velkommen som en motivation og drivkraft for at blive ved med at blive bedre til noget, men lad den ikke styre dig eller fastholde dig i mørke og selvdestruktive tanker. Så er der i hvert fald noget, du helt grundlæggende skal lave om i din hverdag.