Marie Louises historie: Vægttab på 37 kilo med Wegovy og Sense

Marie Louise har kæmpet mod kiloene siden sine to graviditeter. Hun har prøvet et utal af slankekure, er blevet gastric bypass-opereret og er i dag startet på Wegovy. De sidste to år har Sense-principperne været hendes faste følgesvend – og det er de også nu, hvor hun tager vægttabsmedicin.

Her kan du læse hendes historie og finde ud af, hvordan hun bruger SenseMyDiet-appen til at skabe struktur over sine måltider.

Min introduktion til Sense

Jeg lærte Sense at kende gennem en kollega til min mand for nogle år tilbage. Hun var glad for konceptet, men jeg syntes til at starte med, at det lød skørt med håndfuldene og ville bare gerne spise på en normal måde.

Sidst i januar 2022 faldt jeg over en gratis madplan på Facebook og tænkte: “Okay, hvad har jeg at miste? Jeg kan bare se madplanen og fornemme, hvad det går ud på. Er det ikke mig, så dropper jeg det igen. Det er nu lidt mere end to år siden, og jeg har fulgt det lige siden.

Gastric bypass-operation og vægttab

Jeg fik mit første barn allerede som 24-årig. Jeg var alene med ham de første par år, inden jeg mødte min nuværende mand, som jeg er gift med og efterfølgende også fik en fælles søn med.

Jeg har nogle udfordringer og diagnoser, som blandt andet betyder, at jeg hurtigt bliver meget træt og mangler energi. Jeg har også haft stress i en meget lang årrække, og det har alt sammen sat et kæmpe aftryk på mit liv og min vægt.

Som teenager steg min vægt hurtigt, og jeg ramte 100 kilo omkring 18-20-årsalderen. Den toppede omkring 141 kilo som 30-årig efter fødslen af mit andet barn.

Jeg blev gastric bypass-opereret i 2013 og tabte mig ned til 82 kilo på lidt over et år. Herefter gik vægttabet fuldkommen i stå. Som forberedelse til gastric bypass-operationen var jeg godt nok til nogle informationsmøder både om kost og om operationen og livet herefter, og der var også nogle møder med en diætist. Jeg blev sat til at tælle kalorier: 1430 kcal om dagen – og desuden blev jeg opfordret til at spise nul sukker og slik, men til gengæld masser af grøntsager og samtidig huske motionen.

For mig var det bare slet ikke en vejledning, der var konkret nok. De 50 gram slik, jeg måtte spise om ugen, var nærmere en rød klud end en støtte. Der var slet ikke fokus på den mentale del, hvor jeg kunne arbejde med, hvorfor jeg var blevet overvægtig. Alt dette i kombination med min stress betød, at jeg var dømt til at fejle – det kan jeg sagtens se i dag.

Kiloene kom retur

Stille og roligt tog jeg stort set det hele på igen. Jeg spiste egentlig ikke ret meget mad. Men når børnene var afleveret i børnehave og skole, satte jeg mig hjem i sofaen med et par store poser slik, peanuts og chokolade – for nu skulle jeg hygge og slappe af og samle energi, inden børnene skulle hentes, og jeg skulle i gang med alt det praktiske med aftensmad, bad, putning osv.

På dette tidspunkt var jeg på kontanthjælp, fordi jeg havde det så dårligt psykisk. Jeg kunne simpelthen ingenting. Jeg var i kontakt med læge, psykiater og psykolog flere gange. Men først sidst i 2017 kom jeg endelig i den rette behandling, der varede frem til foråret 2019. På det tidspunkt havde jeg fået det bedre. Indimellem havde jeg forsøgt at holde et fokus på det, jeg havde lært ved diætisten: Kalorietælling, nul sukker og masser af grøntsager, men det blev aldrig rigtig seriøst og ikke noget, som reelt gjorde andet end kortvarigt at bremse vægtøgningen.

I 2020 kom Corona. Mine børn startede også på julemærkehjem i januar 2020, men blev som alle andre hjemsendt i perioder. Her gik det fuldkommen galt for mig. Al fokus var på børnene, for de skulle have sund kost og motionere. Jeg var dødsens ræd for, at de skulle tage på, mens de var hjemme. Min mand skulle arbejde, og den eneste pause, jeg havde, var, når drengene var ude for at motionere. Så selvom vi egentlig havde fokus på kost og motion, så gjaldt det bare ikke rigtigt mig.

Mit livs lavpunkt

Da vi nåede januar 2021, sagde vægten 139 kilo. Jeg havde svært ved bare at gå en kilometer. Jeg var fysisk udkørt og kunne næsten ingenting. Vi bor på 3. sal, og når jeg kom op ad trapperne, pustede jeg, så jeg reelt var bange for at falde om med en blodprop, et hjerteanfald eller lignende. Det tog mig 5-10 minutter at få vejret igen. Det var på mange måder mit livs lavpunkt.

Jeg satte mig for endnu engang at forsøge med at tælle kalorier (1200 kcal), undgå sukker, gå en tur hver dag osv. Jeg tabte mig da også ned til 131 kilo på et par måneder. Men som altid var det for restriktivt og fyldt med forbud. Jeg var træt og sulten hele tiden, og derfor holdt som ved de tidligere forsøg ikke så længe. Det lykkedes mig dog at holde vægten omkring 133 kilo.

I efteråret 2021 blev jeg endelig tilkendt fleksjob. Jeg var heldig hurtigt at få job fra december 2021. Det gav mig noget frihed og overskud endelig at komme ud af systemet. Pludselig kunne jeg fokusere på mig selv igen. Jeg begyndte at gå til arbejdet, og sidst i januar 2022 fandt jeg den snart famøse madplan fra Sense, som jeg indledte med at fortælle om. Den blev startskuddet til et helt nyt liv.

Vægttab, stilstand og Wegovy

Jeg tabte mig cirka 14 kilo hen over et halvt års tid. Jeg kunne mærke en stor forandring og var virkelig glad. Dog kæmpede jeg stadig med træthed, manglende overskud og ikke mindst den enorme sliktrang, som jeg faktisk kan huske har fulgt mig helt tilbage fra 8-10-årsalderen. I efteråret 2022 stod vægten stille. Jeg fulgte ikke helt måltiderne længere og spiste for meget slik. Min ældste søn skulle igennem en større operation i knæet, vi skulle endelig flytte til noget større efter mere end 12 år i en toværelses lejlighed på 44 m2.

Lige efter flytningen i januar 2023 skulle min mand også igennem en mindre operation og måtte blandt andet kun bære 1-2 kilo i to måneder, så jeg hang på alt derhjemme. Samtidig var der en del uro og udskiftning i ledelsen på mit arbejde, som påvirkede mig en del. Min stress blussede op igen, og vægten, som jeg ellers havde holdt stabil omkring 118 kilo, steg til 125 kilo på bare tre måneder.

Jeg var så ked af det. For denne gang vidste jo, hvad jeg skulle gøre, og at Sense virkede. Jeg kunne bare ikke få det til at fungere. Min læge tilbød mig at prøve Wegovy. Jeg havde aldrig tænkt over det før, for jeg har som sådan aldrig overspist i mad. Mit problem har været slik, peanuts, stress, manglende overskud osv. Min læge sagde så, at jeg kunne prøve det af. Hvis det virkede, var det fint, og virkede det ikke, eller havde jeg bivirkninger, så var det jo bare at stoppe igen – og så var der ikke andet tabt end tid og penge. Jeg undersøgte sagen lidt, og vi blev enige om at starte mig op i maj 2023. I den sammenhæng skal det siges, at jeg hele tiden har sagt til lægen, at jeg ikke vil bedøves af det. Jeg har stadig brug for at kunne mærke mig selv og mærke sult og mæthed. Samtidig med opstarten på Wegovy, startede jeg hos en diætist, som hjælper mig med at arbejde med motivation, følelser, tanker, vaner m.m.

Med Sense som holdepunkt

Sense er og bliver mit udgangspunkt og mit holdepunkt, og det er for resten af livet. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det giver mig en struktur i hverdagen, som jeg bruger på mine måltider – og så er det nemt at holde.

Sense er det konkrete værktøj, jeg manglede, da jeg blev gastric bypass-opereret. Indholdet i SenseMyDiet-appen hjælper mig med alt det mentale – sammen med konsultationerne hos min diætist.

Det er nemlig lige så meget dét, jeg har skullet have på plads for at få succes med mit vægttab. Min vægt var på 139 kilo for tre år siden, og nu er den nede på 102 kilo. Mit mål er at komme ned på 78 kilo, for så er mit BMI under 30, og jeg kan søge om at få fjernet hud – den er desværre ikke fulgt med denne gang.

Mine vigtigste rutiner i hverdagen

Det absolut vigtigste for mig i hverdagen er, at jeg på forhånd har planlagt dagens måltider, og at der så vidt muligt er handlet ind til dem. Derudover er min søvn virkelig vigtig. At gå i seng i ordentlig tid og få nok søvn er afgørende for, at jeg føler mig udhvilet. På grund af mine diagnoser og udfordringer er manglende energi et livsvilkår for mig. Derfor er det også vigtigt, at jeg har lært at sige nej og mærke mine begrænsninger. Jeg er nødt til at tage det alvorligt, når hovedet og kroppen siger, at jeg har brug for ro

Det har jeg altid i mit køleskab

Jeg har altid skyr, fedtfattig græsk yoghurt, æg, pålæg, ost, frisk frugt, grøntsager (også på frost), rugbrød, grovboller og havregryn samt fisk, bønner og lignende på dåse. Med disse basisfødevarer i huset kan jeg altid lave et godt og mættende måltid.

Sådan ser et godt måltid ud for mig

Et godt måltid for mig er bygget op efter Sense-principperne med masser af protein, lidt god kulhydrat, lidt fedt og grøntsager. Det må gerne have farver og smag. Det skal helst være noget, jeg har lyst til, for ellers har jeg svært ved at få det lavet.

Sådan kan min dag se ud

Jeg har mange favoritter, men her får du tre bud på nogle retter, jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Morgenmad: Chokoladepandekager med skyr og frugt

Frokost: Wrap med Philadelphia, spinat, rødløg, snackpeber og røget laks og en gulerod

Aftensmad: Forloren hare med kartofler, sovs og grøntsager

Alle opskrifter findes i SenseMyDiet-appen.

Det kan også være alt muligt andet, jeg vælger. Lige fra chiagrød, øllebrød og havregrød til smoothiebowl eller brød med ost og æg eller en omelet til morgenmad. Frokost kan være rugbrød med en dåse makrel og gnavegrønt, en sandwichbolle med pålæg og ost eller kylling, bacon og karrydressing og godt med grøntsager til. Til aften spiser jeg det samme som resten af familien. Alt fra boller i karry og spaghetti med kødsovs til wok med kylling og nudler eller butterchicken eller en god burger.

Mit bedste råd til dig, der er ny på Sense

Mit bedste råd er, at du tager dig tid til at lære Sense og dine håndfulde at kende. Du skal huske, at et vægttab og implementeringen af nye vaner tager tid. Fokusér gerne på én ting ad gangen. Man kan ikke både ændre sin kost, droppe al cola, slik, rødvin og dårlige vaner og samtidig starte fra nul motion og øge til tre dage i fitness. Så ro på, nyd rejsen – for den er lige så vigtig som målet.

Sæt små og realistiske delmål. Tag udgangspunkt i den mad, du godt kan lide og husk, at der også skal være plads til nydelse. Det er en rigtig god idé at arbejde med den mentale del af et vægttab og at minde sig selv om, at ingen er perfekte. Du skal ikke kunne det hele fra dag ét. Det tager tid, og vi har alle dage, der ikke lige gik, som vi havde tænkt. Når det sker, vil jeg opfordre dig til at bruge det mentale redskab “Luk spisekassen og kom videre”. Intet er ødelagt, det er bare op på hesten igen og fortsætte, hvor du slap. Når jeg kan, så kan du også.

Find Marie Louises favoritopskrifter herunder:

Chokoladepandekager med skyrcreme, bær og chokolade Wrap med laks, flødeost, rødløg og dild Forloren hare med kartofler, sovs og grøntsager

Læs også, hvordan Marie Louise bruger Sense-principperne i sit familieliv.

Sense har givet hele familien madro
Notifikationer
Få besked når
6
0
Stil spørgsmål eller fortæl os hvad du synes!x
()
x