Inspiration til madpakker

Snart starter skolen op igen for rigtig mange børn og unge. Med opstarten følger madpakker, som selvfølgelig gerne skal være både lækre, nærende og mættende.

De fleste kan forestille sig en lunken rugbrødsmad, der har ligget i en taske i flere timer. Det vækker næppe sanserne på nogen positiv måde.

For at hjælpe dig og dine børn med at lave sunde og lækre madpakker får du her en håndfuld gode tips til at lave en madpakke, der både er lækker, og som giver dit barn energi til at klare skoledagen.

Som du måske kan huske fra vores tidligere indlæg om Sense for hele familien, ser spisekassemodellen lidt anderledes ud for børn og unge.
Den største ændring er, at børn og unge har brug for mere stivelse end voksne.

I en spisekasse til børn og unge er der plads til 1-2 håndfulde frugt og grøntsager, 1 håndfuld protein, 1-2 håndfulde stivelse og 1-2 spiseskefulde fedt. Desuden op til 5 dl mælkeprodukter dagligt.

Alt dette kan du altså komme i en madpakke, og dit barn kan fordele det ud over skoledagen efter behov. Hvis der er brug for mere mad, kan der eventuelt tages lidt fra dagens andre måltider til brug som mellemmåltider.

Her får du 6 gode tips til en god madpakke

1. Sørg for, at madpakken er kold
– Hvis ikke der er et køleskab tilgængeligt, kan du pakke madpakken i en lille køletaske eller lægge køleelementer ved. Måske en flaske frossen vand, som tør op i løbet af dagen, og dermed kan drikkes.

2. Inddrag dit barn
– Lad dit barn komme med forslag til, hvad madpakken skal indeholde, så han/hun føler ejerskab over det. Det er måske sjovere at få ting med, som barnet har lyst til, end noget mor/far har valgt.

3. Tænk over, hvor lang tid dit barn har til at spise madpakken
– Det nytter ikke noget at give en stor blandet salat med, hvis spisepausen er for kort, til at barnet kan nå at tygge sig igennem det.

4. Inddrag alle elementer fra spisekassemodellen/madpakkehånden
– Ved at inddrage alle elementer fra spisekassemodellen sikrer du, at dit barn får de nødvendige vitaminer og mineraler, som det har brug for, samtidigt med at det opnår en god, lang mæthed.

5. Sørg for, at der er nok mad med
– Giv også mad med til snacks på andre tidspunkter end den ”store” spisepause, så dit barn har mad til hele skoledagen.

6. Hold det enkelt og tænk praktisk
– Nogle skoler har regler om, at børnene skal spise relativt hurtigt og derefter udenfor. Der er nemmere at snuppe en klapsammenmad med i hånden, frem for en hel ”bland selv salat”. Desuden er det nemmere at lave store portioner af ting, fx bananpandekagerne eller tunsalaten her i indlægget, og bruge til flere madpakker, eller fryse det ned, der tåler dette. Så er der til mange madpakker og snacks.

To lækre madpakker

Her får du to eksempler på madpakker, der både følger spisekassemodellen, og som er fyldt med smag, mæthed og god næring. Den ene kalder vi “Klapsammenmad med leverpostej”. Det er den helt simple, hurtige madpakke, hvor leverpostej kan byttes ud med dit barns foretrukne pålæg. Peanutbutter kan ligeledes erstattes med smør og/eller ost.

Den anden kalder vi “Tunsandwich”. Det er en madpakke, der er relativt nem for barnet at spise, og som nemt kan forberedes til flere dage med det samme. Lav bananpandekagerne og put i fryseren, og lav en stor portion tunsalat, så du har til nemme madpakker til et par dage ad gangen. Vandmelonen kan selvfølgelig erstattes af dit barns favoritfrugt/-grønt.

Klapsammenmad med leverpostej Tunsandwich

Savner du mere inspiration til madpakken? Så se vores store samling på 275 lækre frokost-opskrifter – følg knappen herunder. 

Frokost-opskrifter
Notifikationer
Få besked når
3
0
Stil spørgsmål eller fortæl os hvad du synes!x
()
x