Mød Lene på 70 år, der gennem syv år har haft stor succes med at leve efter Sense. Få hendes bedste tricks og hør, hvordan hun er gået fra størrelse 46 til 38 i tøj.
Hvor længe har du kendt til Sense?
Jeg var på indkøb i et supermarked i april 2017 om formiddagen. Her fik jeg øje på Sense-grundbogen og købte den impulsivt. Jeg har prøvet alverdens kure i løbet af mit voksenliv med den velkendte elevatorvægt som eneste resultat. Det har været ret nemt for mig at tabe mig, men svært at holde vægten.
Da jeg fandt bogen, havde det været et mål i ret lang tid, at jeg ikke skulle tabe mig, men jeg ville gerne lære at holde vægten. Jeg vejede mig ikke, men det er jo relativt nemt at se, om bukserne passer, eller man skal købe nye…
Det udgangspunkt og Sense skulle vise sig at være godt for mig.
Selvhadet forsvandt
Jeg startede til frokosten og har sådan set spist efter principperne siden. Det er syv år siden. Mekanisk spisning efter spisekasserne var det princip, jeg straks gik i gang med. Altså at spise nok til måltiderne.
Der skete det forunderlige, at det selvhad, jeg havde pisket mig selv med i årevis, omkring alt hvad jeg spiste, forsvandt som dug for solen.
Grøntsager, fedt og nok protein. Så simpelt og så sundt! Det virkede.
Jeg meldte mig straks ind i den offentlige Facebook-gruppe og var glad for den sparring og inspiration, der lå der.
Jeg tabte 23 kilo på otte måneder og skiftede garderoben ud fra størrelse 46 til størrelse 38. Det var dyrt, men dejligt.
Siden har jeg taget nogle kilo på, men det er ok. Med mine 70 år er jeg jo ingen vårhare.
Hvad er dine vigtigste rutiner til at holde en stabil vægt?
Jeg øver mig stadig. Den vigtigste læring, som jeg prøver at holde fast i, er at spise nok til måltiderne. Der har været perioder, hvor jeg ikke havde så meget appetit. Det er et advarselstegn for mig i forhold til depression, så madglæde er godt, for så ved jeg, at jeg er på rette kurs.
Grøntsager er også en rutine. Den havde jeg nu ret meget på rygraden inden Sense. Men mængderne blev tilpasset mit behov.
Maden skal se dejlig ud. Jeg går op i farver på tallerkenen, rød, grøn, gul m.m. og vælger ofte kål i alle afskygninger. Det skal dufte og knase. Sense-rejsen har også åbnet mine sanser.
Når jeg har ro nok i mit liv, og jeg kan prioritere mig selv, så finder jeg glæde i at gøre noget godt for mig selv, stedet for et hurtigt fix med kage og chokolade, som jeg ellers har et helt livs erfaring med at gøre.
Så på det ydre plan (i forhold til kosten) er Sense-principperne gode for mig.
Jeg spiser fed ost. Ingenting er forbudt. Forbud vækker både trods og sukkergrisen i mig, så jeg har lært, at jeg skal nyde, det jeg spiser.
På det indre plan er pyt så godt for mig.
Hvad gør du, når du ikke er motiveret til at leve sundt?
Jeg er motiveret, men jeg kan ikke altid leve op til den motivation. Jeg spiser ofte af andre grunde end sult. Det er mit tema. Og det er svært at ændre. Men bevidstheden hjælper.
Når skildpadder, slikposer og selvmedlidenhed overfalder mig en sen eftermiddag, hvor jeg måske ikke har spist nok i løbet af dagen, så har jeg nu en erfaring med mig, hvor jeg kan sige til mig selv, at alt er ok, jeg er jo ikke på kur. Jeg ved, at jeg kan spise et måltid, der nærer mig på en sund måde, senere. En is kaster mig derfor ikke ud i sultetanker. Men nærmest modsat – for i stedet tænker jeg: Juhu, nu skal jeg huske at få nok protein og grøntsager og et stykke ristet rugbrød til aftensmad.
Hvad har du i dit køleskab?
Jeg har altid hjemmebagt rugbrød, fed ost, smør og æg, grøntsager og frugt.
Hvordan ser en typisk dagskost ud for dig?
Den kunne meget let se sådan ud:
- Morgenmad: Ristet rugbrød med ost og en håndfuld druer eller cherrytomater
- Frokost: Rugbrød med æg eller tun og resten af salaten fra dagen før, som regel grønne bønner, kål eller broccoli
- Eftermiddag: Et stykke frugt og lidt nødder
- Aften: Almindelig mad, gerne fisk eller kylling med grøn salat og grove grøntsager med olivenolie som dressing
- Aftensnack: Mørk chokolade
Hvad er dit bedste råd til en ny senser?
Spis med glæde og øv dig. Hav tålmodighed med dig selv – du kan godt. Se din livsstilsændring som en udviklingsproces, hvor du skal arbejde på at give slip på selvhad, som de fleste, der forsøger at slippe overvægt, kender til.
Den mekaniske spisning efter spisekasserne er et redskab, som du kan bruge til at lære dig selv at kende på mange forskellige måder.
