Før og efter
Sense har ændret mit liv
Jeg har en ældgammel drøm om at løbe et maraton – pludselig er den drøm inden for rækkevidde, og det er da fantastisk.
Om Søren
60 år
Arbejdsløs, har tidligere arbejdet som produktionschef
Gift, tre børn, de to hjemmeboende
Har tabt sig 17 kilo med Sense på et halvt år og er 43 kilo fra at være i mål
Sådan levede jeg før Sense
Jeg ramte mit nulpunkt i december 2017. På én og samme uge blev jeg fyret fra mit job som produktionsleder og fik konstateret type 2-diabetes og forhøjet blodtryk. Det var en hård uge. Jeg blev sat i medicinsk behandling for både diabetes og forhøjet blodtryk og fik tilbudt otte gange sundhedsbehandling og -støtte gennem Århus Kommune. Det tilbud tog jeg imod. Men de dårlige prognoser plantede en frygt i mig, og jeg vidste, at jeg var nødt til at tage ansvaret på mig og gøre noget ved min overvægt.
Mine kilo er kommet snigende lige så langsomt gennem mit voksenliv. Jeg har tidligere tabt mig ad nogle omgange, men kiloene er hver gang kommet på igen. De sidste 25 år er det desværre kun gået opad med vægten, der til sidst lød på 137 kilo. Her blev jeg klar over, at den var ved at være gal, for jeg kunne jo mærke, at jeg skulle købe bukserne større og større. Frygten, for at de ekstra kilo skulle resultere i livsstilssygdomme, nagede mig – og blev desværre også til virkelighed. Jeg havde lange arbejdsdage og lang transporttid – så det blev til mange timer i bilen, hvor jeg sad og snackede for at holde mig frisk og beskæftiget med et eller andet. Det var et skråplan, men jeg kunne ikke rigtigt se mig ud af det, for min energi var på nulpunktet, når jeg endelig nåede hjem om aftenen. Det var mig, der stod for aftensmaden i familien, og hver eneste aften blev det til nogle spontane indkøb på vej hjem. På mit arbejde var jeg heldigvis meget aktiv – jeg nåede altid op på 8000-13000 skridt, inden jeg satte mig ind i bilen for at køre de 125 kilometer hjem igen. Men det var ikke nok, for jeg spiste alt for store mængder mad ad gangen – og alt for meget slik, chokolade og kage.
Tre måneders tid efter jeg blev fyret, sad jeg en fredag aften og surfede på nettet. Jeg kan huske ret præcist, at det var den 10. marts kl. ca. 22.30 om aftenen. Det lyder måske mærkeligt, at jeg lige kan huske det, men det står ret klart for mig, fordi det blev her, at jeg besluttede at ændre mit liv. Jeg var ved at scrolle mig ned gennem nyhederne på min LinkedIn-profil, og pludselig blev mit blik fanget af et opslag om Sense, der var lagt på af en kvinde fra Aabenraa. Jeg anede ikke, hvad Sense var for en størrelse, men jeg var nysgerrig, og derfor besluttede jeg mig for at skrive til kvinden, som jeg ikke kendte personligt, for at få flere oplysninger om konceptet.
Sådan lever jeg efter Sense
Det viste sig at være en god beslutning. Hun svarede allerede samme aften, og hendes beskrivelse gav mig så meget blod på tanden, at jeg allerede dagen efter gik i gang med min nye livsstil. Jeg startede op på egen hånd og blev gradvist klædt på til opgaven ved hjælp af de informationer, jeg havde modtaget fra kvinden fra LinkedIn og fra Sense-hjemmesiden. Tidligere kunne jeg nemt starte dagen med at spise fire stykker franskbrød, ligesom jeg også nemt kunne tømme en slikpose og en halv liter i cola, mens jeg kørte fra arbejde. Nu var det tid til at kigge alle mine dårlige vaner efter i sømmene. Fra den ene dag til den anden droppede jeg cola, slik, chokolade og hvidt brød. I stedet skruede jeg godt op for grøntsager, æg, kød og fuldkornsprodukter. Det gik overraskende nemt – måske fordi jeg fra starten af gjorde Sense til mit eget ved at følge min sunde fornuft og tage udgangspunkt i den mad, jeg spiste i forvejen. Jeg besluttede fra starten, at jeg ikke vil pine mig selv. Sense er en livsstil, og vægttabet skal nok komme. Til at starte med havde jeg sat mig det mål, at jeg juleaften i år ville have tabt mig 40 kilo. Det tror jeg ikke, jeg når, men pyt med det. Jeg nedjusterer så bare forventningerne en smule – jeg skal nok nå det hele. Jeg er ikke tilhænger af de vægttab, der går alt for hurtigt – det er vigtigt at få både krop og sind med i processen.
Jeg har altid gået mange skridt på mit arbejde, og efter jeg blev arbejdsløs, har jeg taget den vane med mig. I dag mødes jeg med fire kvinder en gang om ugen og går en tur. Kvinderne lever også efter Sense, og vi har fundet frem til hinanden via Facebookgruppen. Det er et fint fællesskab at være medlem af – både den store Facebookgruppe og vores lille gåklub. Ofte snakker vi slet ikke mad og vægt, når vi går, men i stedet om alt andet, der rører sig i vores liv.
Derfor virker sense for mig
Jeg tror, at Sense virker så godt for mig, fordi det er så nemt et koncept at følge. Jeg føler ikke, at jeg har skullet ændre hele mit liv, selv om der selvfølgelig alligevel er sket mange forandringer. Jeg har aldrig tidligere dyrket Facebook, men i forhold til Sense må jeg nu sige, at det er en stor fordel. Jeg er både med i den store gruppe, i mandegruppen og i diabetesgruppen, og alle tre steder henter jeg inspiration. Tidligere handlede jeg fra dag til dag. Jeg havde ikke energien eller tiden til at planlægge noget som helst, og derfor blev det ofte hurtige og usunde løsninger, der blev min hjælp. I dag er det helt anderledes. Jeg planlægger mine indkøb og mine måltider, og jeg har altid færdigsnittede grøntsager i bøtter i køleskabet. På den måde er det nemt at gå til. Min eneste udfordring er, at jeg mangler plads i mit køleskab – men det er jo et luksusproblem.
Sådan fungerer familien på Sense
Det er altid mig, der laver mad til familien, og det gør det dejligt nemt, for så er det også mig, der styrer, hvad der kommer på bordet. Vi spiser alle af den samme mad, men min kone og vores børn bestemmer selv, hvordan de vil sammensætte maden på deres tallerken. Har de lyst til mere brød, pasta eller kartofler end grøntsager, så er det jo fint. Jeg laver i store træk den samme mad, som jeg altid har lavet. På min tallerken ser fordelingen blot anderledes ud, end den gjorde tidligere. Der er generelt set nok også kommet flere grøntsager på bordet. Jeg kaster mig nu også indimellem ud i nye retter – og her henter jeg næsten altid inspirationen i Facebookgrupperne. Min kone følger ikke Sense, men alligevel har kostændringerne betydet, at hun har tabt 5-6 kilo. Det er da en dejlig sidegevinst.
Sådan tackler jeg udfordringerne
Jeg har ikke på noget tidspunkt følt fysisk ubehag ved at lægge min kost om. Jeg ved, at nogen får både kvalme og hovedpine, men sådan har jeg heldigvis ikke haft det. Dog oplever jeg, at jeg har fået mere træg mave. Det skyldes måske, at jeg spiser mange af mine grøntsager rå. Indimellem får jeg stadig lyst til at gå amok i lakrids og chokolade – og det tillader jeg også mig selv at gøre. Der er jo ikke noget, der er forbudt i Sense, så jeg føler, at det er ok at slippe tøjlerne en gang imellem.
Det har Sense gjort for mig
Sense har ændret mit liv – så kort kan det siges. Jeg har fået mere selvværd, fordi jeg har fundet troen på, at jeg kan lykkes med mit vægttabsprojekt. Det havde jeg ikke troet tidligere. Jeg har en ældgammel drøm om at løbe et maraton – pludselig er den drøm inden for rækkevidde, og det er da fantastisk. Min plan er, at jeg vil begynde at løbe igen, når min vægt kommer under 100 kilo. Jeg kan mærke, at mit energiniveau er steget, det er virkelig dejligt. Jeg kan klare meget mere fysisk og går lange ture – forleden blev det til 10 kilometer. Mit største ønske har fra starten været at komme ned i vægt og at få styr på min type 2-diabetes. Og det lykkes lige så stille og roligt. Ved sidste kontrol hos lægen lå alle mine tal meget pænt. Mit langtidsblodsukker var inden for normalområdet, så jeg er meget optimistisk og håber, at jeg efter næste kontrol kan få lov til at slippe min diabetes-medicin helt. Jeg håber også, at mit blodtryk vil falde, så jeg kan skære ned i mængden af blodtrykssænkende medicin – og jeg føler mig sikker på, at det nok skal komme.
Jeg nyder, at jeg i dag skal købe tøj i mindre og mindre størrelser – det rykker sig hele tiden og heldigvis kun nedad i størrelserne. Tidligere gik det kun den anden vej, og det er meget sjovere på den her måde, hvor jeg løbende er nødt til at forny min garderobe. Jeg føler mig så sikker i mine nye vaner i dag, at jeg ikke er nervøs for at ryge tilbage i de gamle mønstre – heller ikke når jeg får et arbejde igen og skal være mere væk fra hjemmet. Det kommer ikke til at blive et problem, for i dag ved jeg, hvor vigtigt det er med forberedelse og tilgængeligheden af de sunde fødevarer.
Mine bedste fif
Tag den med ro – det er det vigtigste budskab. Du skal ikke jagte de hurtige og store vægttab fra starten. Sæt dig nogle realistiske delmål og arbejd efter dem. Så mister du ikke modet, og så skal kiloene nok forsvinde i det tempo, der passer til dig og din krop. Jeg har to glas med små og store kugler i, og for hver 500 gram jeg taber, rykker jeg en lille kugle – mens jeg ved hvert femte tabte kilo rykker en stor kugle. Det gør vægttabet meget visuelt, så det råd vil jeg også gerne give videre.
Du skal finde din egen vej med Sense, så brug din egen fornuft og tag udgangspunkt i dit eget liv og din egen mad. Lad være med at sammenligne med alle de andre – de kan sagtens inspirere dig, men du skal holde fast i dig selv og sænke ambitionsniveauet. Husk, at vægten sagtens kan svinge med et par kilo, så tag det helt roligt, hvis du oplever, at du ikke taber dig – eller måske endda har taget lidt på. Næste gang du vejer dig, har det måske ændret sig igen.
Find inspiration til en sund livsstil i de mange opskrifter og madplaner fra SenseMyDiet.