Historien bag Daddys oksekødspie

Her får du opskriften på en virkelig lækker oksekødspie, der har en helt særlig betydning for mig.

Min far, Dale, var oprindeligt fra New Zealand, og jeg har altid kaldt ham Daddy. Det var fra ham, jeg har fået mit mørke hår og mine brune øjne. I New Zealand er oksekødspie en nationalret, der oprindeligt blev importeret fra England, og for min far var denne tærte noget helt særligt. Men tærten har nu fået en endnu dybere betydning for mig, efter vi mistede ham i sommer.

Et foto er fra min 46-års fødselsdag i april 2024, hvor vi for første gang rejste på et all-inclusive ophold på Gran Canaria – læs mere om denne rejse her. Det var en skøn rejse sammen med min mor, søster og bror – og det blev også en af de sidste store oplevelser, vi havde med min far.

Et uventet farvel

Min far gik pludseligt bort i juni 2024. Det var en hjerneblødning, der tog ham fra os, og sorgen har været overvældende. Det er også første gang jeg mister et nært familiemedlem.

I de første måneder efter hans død kunne jeg knap lave aktiviteter, der mindede om ham, uden at bryde sammen. Tårerne triller da også ned ad kinderne, mens jeg skriver dette, men heldigvis bliver det lidt lettere måned for måned. Jeg har taget mig tid til at være sammen med familien og droslet ned på sociale medier, for smerten har været for stor til at dele før nu.

Maden som bindeled

Min far boede de sidste 12 år tæt på eller i samme husstand som Jesper, vores børn og mig. Derfor delte vi utallige måltider og hyggestunder over gryderne. Maden var familiens naturlige samlingspunkt – fra grill og bålmad til pizza, burgere og klassiske retter fra min barndom.

Blandt alle disse retter står hans oksekødspie som noget helt særligt. Forleden weekend besluttede Jesper spontant, at vi skulle lave tærten. Det var som at få en bid af min barndom tilbage, selvom det også vækkede stærke følelser. Jeg havde egentlig ikke tænkt på at dele opskriften, men efter jeg lagde en story op på Instagram, væltede min indbakke med spørgsmål fra jer følgere. Derfor satte jeg mig bag skærmen og skrev opskriften ned.

Den flotte oksekødspie med flot udsmykning på toppen. 

Minder i hver en bid

Når jeg tænker på min fars oksekødspie, ser jeg ham stå i køkkenet med koncentration i blikket. Han brugte timevis på tærten, ikke kun for at få den til at smage fantastisk, men også for at gøre den smuk at se på. Han drømte faktisk engang om at åbne et tærtebageri i Danmark sammen med min mor. Det blev aldrig til noget, men opskriften lever videre som et værdifuldt minde.

Jeg har lavet en lille justering med hvidløg og oregano, men ellers er tærten, som jeg husker han lavede den: en tung og velsmagende vinterret, der både mætter og varmer. Hovedingredienserne er butterdej og oksekød, så den er lidt mere kalorieholdig end mange af de traditionelle Sense-opskrifter. Men det gør ingenting – jeg balancerer det blot ved at spare lidt i dagens andre måltider.

Et trick og en opfordring

Når jeg serverer tærten, har jeg et lille trick: Mine sultne teenagere tager ofte de yderste stykker med mest butterdej, og så kan jeg vælge de mere magre stykker uden at gå på kompromis med smagen. Det er en enkel løsning, der går helt ubemærket hen.

Mit råd til dig er at lave tærten en dag, hvor du har tid til at nyde processen – og gerne med hele familien. Da vi lavede den, hjalp alle med: nogle skar løg, andre stegte kød, og børnene pyntede toppen af tærten. Det blev til en rigtig familieoplevelse, som jeg varmt kan anbefale.

Opskriften er her!

Nu deler jeg opskriften med jer. Den er fyldt med minder og kærlighed, og jeg håber, den vil bringe jer lige så meget glæde, som den har gjort for mig og min familie. Find opskriften ved at følge knappen herunder.

Denne tærte er ikke kun en ret – den er en historie, en hyldest og et kærligt minde om min far, Daddy. ❤️

Udover maden delte min far og jeg også en stor glæde ved golf. Det var en passion, han hurtigt fik Jesper med på, da vi mødte hinanden for 20 år siden. På et af billederne ser I os på en af vores sidste golfrunder sammen – Jesper til venstre, vores gode ven Jørgen fra Sønderjylland og så min far til højre.