Skrevet af 
Mange patienter i GLP-1-behandling fortæller i klinikken, og i de undersøgelser vi har foretaget, spontant om noget, de ikke nødvendigvis havde forventet. Ikke kun mindre sult eller hurtigere mæthed, men også mindre lyst til alkohol.
Nogle beskriver, at de næsten glemmer at drikke vin om aftenen. Andre fortæller, at de mister interessen hurtigere eller ikke længere oplever den samme trang. Indtil for nylig har det primært været observationer som har cirkuleret i samtaler, podcasts og mindre studier. Nu begynder forskningen for alvor at undersøge området mere systematisk.
Overraskende resultater
Et nyt randomiseret, placebo-kontrolleret studie publiceret i The Lancet har undersøgt, om semaglutid kan påvirke alkoholforbrug hos personer med både overvægt og ”alcohol use disorder”. Resultaterne er interessante og måske endnu vigtigere, så passer de overraskende godt med det, mange behandlere allerede oplever i klinikken.
Studiet inkluderede 108 personer med BMI over 30 og samtidig ”alcohol use disorder”. Deltagerne fik enten ugentlig semaglutid eller placebo over 26 uger, samtidig med at begge grupper modtog terapi og støtteforløb. Forskerne fandt, at gruppen behandlet med semaglutid havde færre dage med højt alkoholindtag, lavere samlet alkoholforbrug og mindre craving sammenlignet med placebo-gruppen. Samtidig så man de forventede metaboliske forbedringer og vægttab.
Det mest interessante ved studiet er måske ikke kun resultaterne i sig selv, men hvad de potentielt fortæller os om GLP-1-systemet og hjernen.
Reduceret alkoholforbrug og mindre craving
Vi tænker ofte på GLP-1 som et hormon, der regulerer appetit og mæthed. Men GLP-1-receptorer findes også i områder af hjernen, som er tæt knyttet til motivation, belønning og craving. Det har fået forskere til at undersøge, om GLP-1-behandling måske påvirker mere end blot sultfølelse. Måske påvirkes nogle af de samme signalveje, som også spiller en rolle ved afhængighedsadfærd og alkoholtrang.
Det betyder ikke, at semaglutid behandler alkoholisme i klassisk forstand. Og studiet ændrer ikke de nuværende anbefalinger for behandling af alkoholafhængighedssyndrom. Men det bidrager til en voksende forståelse af, at appetit, belønning og craving sandsynligvis hænger tættere sammen biologisk, end vi tidligere har troet.
Noget af det, der gør studiet ekstra interessant, er også, at det ikke står alene. Tidligere studier, blandt andet publiceret i JAMA Psychiatry, har vist lignende signaler med reduceret alkoholforbrug og mindre craving hos personer behandlet med semaglutid. Når flere studier begynder at pege i samme retning, bliver det svært helt at afvise som tilfældigheder eller enkeltstående patientoplevelser.
Ingen mirakelkur mod afhængighed
Samtidig er det vigtigt at bevare proportionerne. Studiet viser ikke, at GLP-1-medicin er en mirakelkur mod afhængighed. Deltagerne modtog samtidig terapi, og vi ved endnu ikke, hvor stærk eller vedvarende effekten er på længere sigt. Vi ved heller ikke, om effekten gælder personer uden overvægt, eller hvilke patienter der eventuelt responderer bedst.
Derudover var bivirkningerne de forventede GLP-1-bivirkninger, især kvalme og mavegener, og disse forekom hyppigere i semaglutid-gruppen.
Fra et klinisk perspektiv åbner studiet dog for nogle spændende spørgsmål. Kan GLP-1-behandling påvirke hjernens belønningssystem mere generelt? Kan nogle af de mekanismer, der påvirker appetit og overspisning, også spille en rolle ved alkoholtrang eller andre former for craving?
GLP-1 i relation til andre afhængigheder
Det er spørgsmål, som forskningen lige nu forsøger at forstå bedre. Der forskes allerede i GLP-1 og både overspisning, nikotinforbrug og andre former for afhængighedsadfærd. Måske er vi kun lige begyndt at forstå, hvor bredt disse behandlinger faktisk påvirker kroppen og hjernen.
For mange patienter vil det sandsynligvis stadig være vægttabet, der fylder mest. Men måske er det nye ved GLP-1-behandling ikke kun, at medicinen dæmper appetitten, men også at den ser ud til at påvirke hjernens måde at regulere motivation, belønning og craving på.
Det bliver spændende at følge de næste større studier på området.
Referencer:
Klausen et al., The Lancet 2026
Hendershot et al., JAMA Psychiatry 2025
NIH News Release 2026
Reuters Health 2025
