Hedeture og humørsvingninger – bliv klogere på overgangsalderen
Overgangsalderen forekommer for både mænd og kvinder. I det følgende kan du læse om nogle af de ting, der sker med kroppen med alderen for både kvinder og mænd. Overgangsalderen for kvinder er en officiel diagnose, hvorimod en sådan ikke findes for mænd – endnu!
Hvornår indtræder overgangsalderen?
Ifølge den medicinske definition er man gået i overgangsalder (menopause) som kvinde, når menstruationerne har været ophørt i et år. Naturligvis uden man har været i behandling med hormonel prævention.
Mange får symptomer på begyndende overgangsalder (klimakteriet) langt inden dette tidspunkt.
Det er typisk, at man vil være gået i overgangsalder når man er ca. 51,4 år gammel. Ofte er tidspunktet for den enkelte familiært betinget. Man kan spørge sin mor, hvornår det skete for hende og bruge dette som et pejlemærke, for hvornår man kan forvente det selv.
Det er individuelt, hvor længe symptomerne forbundet med overgangsalderen varer. Min egen mor var plaget af hedeture i mere end et årti. For nogle er det overstået hurtigt.
Man kan desværre ikke måle med en entydig blodprøve, om man er gået i overgangsalder.
Mænd går i overgangsalderen i 50-60 års-alderen. Egentlig er overgangsalder et misvisende begreb for mænd, da de ikke overgår til en ny tilstand. Produktionen af hormon falder gradvist fra og med denne alder.
Hvad ændres – og hvorfor?
Fra man får sin første regelmæssige menstruation og frem til overgangsalderen, følger frigivelsen af østrogen og progesteron et særligt cyklisk mønster. Dette mønster er det, man regulerer ved at bruge p-piller. Når man når overgangsalderen, frigives østrogen ikke efter dette mønster længere. Det frigives mere sporadisk og i pulseringer med forskellige toppe.
Blødninger
Det første symptom på begyndende overgangsalder er ofte uregelmæssige blødninger. Blødningerne provokeres af hormonpulseringerne, og de ændrer karakter. Mange får kraftigere blødninger og mere længerevarende blødninger. Ægløsningerne bliver mere sporadiske. Dette starter oftest allerede i 40’erne. Mange får en hormonspiral for at undgå generne fra de kraftige blødninger. Det er en rigtig god og ufarlig behandling. Hormonpåvirkningen forekommer lokalt i livmoderen, og udtynder slimhinden, således man har mindre slimhinde at bløde ud under menstruation. Der er en ikke ubetydelig del af dem, som har en spiral, som ophører helt med at menstruere, eller kun har brug for at benytte trusseindlæg. Langt de fleste kan bruge en spiral, og man er begyndt at benytte det som prævention selv til helt unge kvinder, som ikke har født endnu. Du skal i øvrigt huske, at ægløsninger kommer i ny og næ helt frem til menopausetidspunktet – så pas på med uønsket graviditet. I gennemsnit varer perioden med meget uregelmæssige blødninger fire år.
Hedeture
Et andet typisk symptom, som kan være meget generende, er hedeture. Hvis vi endnu ikke selv har prøvet det, så har vi helt sikkert set andre lide af dette og har også skulle lægge øre til de drillerier, som mange udsættes for under en hedetur. Det kan være enormt invaliderende at have hedeture. Det kan blive så voldsomt, at man må skifte tøj flere gange dagligt eller skifte sengetøjet om natten. Der er desværre ikke en enkel og nem behandling imod hedeture. Det kan komme på tale at få hormontilskud i en periode, hvis generne er meget udtalte.
Humørsvingninger
Myte eller sandt? Forskningen er ikke tydelig på området. Man ved, at østrogen kan påvirke områder i hjernen, som har betydning for trivsel, humør og hukommelse, men der er endnu ikke evidens for at konkludere, at overgangsalder kan være årsag til f.eks. depression.
Knogleskørhed
Østrogen hjælper med at opbygge knoglemasse. Såfremt man er i øget risiko for at få knogleskørhed pga. genetiske omstændigheder, behandling med binyrebarkhormon, rygning m.m., kan man risikere at udvikle knogleskørhed i forbindelse med overgangsalderen.
Det anbefales at tage et tilskud af kalk og D-vitamin, hvis man er i risiko for knogleskørhed, eller blot er over 70 år gammel.
Andre aldersbetingede gener
Dryp i bukserne
Mange får problemer med inkontinens – altså små eller større uheld med afgang af urin eller afføring. Det forekommer, fordi muskulaturen bliver slappere. Man kan holde det fra døren så længe som muligt ved at lave regelmæssige knibeøvelser, og gerne gøre det som en del af en daglig træningsrutine. Man skal starte, når man er helt ung – særligt efter man har født sit første barn. Det er dog aldrig for sent at begynde!
Huden
Huden ældes ligesom resten af kroppen. Huden er en del af vores ydre fremtoning, og derfor selvfølgelig noget man lægger særligt mærke til. Vi bedømmer ofte andre menneskers alder ud fra hudens udseende.
Når man bliver ældre, svinder en del af underhudens fedt. Ansigtet bliver derfor mere kantet, og man kan se lettere hulkindet ud. Hudens elasticitet bliver mindre, og der opstår rynker.
Solen påvirker også hudens udseende. Har man gennem livet ikke været flittig med solcremen, vil huden blive mere ældet at se på. Mange udvikler også små pletter med overfladisk hudkræft. Hudkræft er normalt ikke farligt, men det er skæmmende og kræver behandling, da det ellers breder sig.
Har man røget i mange år, ses det også i huden. Kuløren kan blive en anelse gusten.
Man skal være opmærksom på modermærker. Ændres et modermærke, man altid har haft, pludseligt, skal man søge læge. Størrelsesændring, farveskift, sår, hvidligt skær er noget, du skal være opmærksom på.
Mange får ”gammelmandsvorter” – som jeg ynder at kalde for ”visdomsvorter”. Det er brune plamager, som kan forveksles med modermærker. Typisk er dog, at de kan ”fnuldre”, og man kan holde dem nede ved at skrubbe på dem. De er godartede. Din læge kan nemt skelne mellem en ”visdomsvorte” og et modermærke ved at kigge på pletten i et dermatoskop (et forstørrelsesglas med lys i).
Samliv og overgangsalder- kig på dig selv forneden
Sex
Det er en myte, at kvinder i overgangsalderen mister lysten til sex. Der kan dog være symptomer forbundet med overgangsalderen, som kan påvirke både lysten og nydelsen.
Den nedsatte mængde østrogen medfører tørre slimhinder. Når slimhinderne er tørre, kan det være smertefuldt at have samleje. Der findes gode og sikre behandlingsmetoder. Første skridt kan være at benytte en glidecreme. Din egen læge kan ydermere hjælpe dig med østrogen-lokalbehandling. Man lægger en stikpille op i skeden et par gange om ugen, og slimhinderne vil antage en mere ungdommelig karakter. Det nedsætter også risikoen for urinvejsinfektioner og kan afhjælpe inkontinens-symptomer. Der er ikke øget kræftrisiko ved brug af behandlingen, og den kan fortsætte livet ud.
Lichen sclerosus et atroficus – hvad er det for et mærkeligt ord? Efter overgangsalderen (for nogle få før) indtræder for en del kvinder en slimhindelidelse, som hedder Lichen. Det bliver ofte overset, da man ikke kigger på sig selv forneden. Man kender endnu ikke årsagen til, at Lichen opstår, men der kan være nogle genetiske faktorer, som spiller ind. Ved Lichen ændrer slimhinden karakter, og der opstår hvidlige, evt. rødlige, områder i slimhinden. Det kan være ledsaget af svie og smerte, og forveksles indimellem med svamp. Seksuelt samliv kan være helt umuligt at gennemføre. Med tiden breder det sig i slimhinden, som kan begynde at skrumpe. De indre skamlæber svinder ind – nogle gange helt væk. Folden omkring klitoris skrumper/lukker sammen, og indgangen til skeden lukker til. Der går længe, før det når så vidt, men det er desværre ikke usædvanligt at se, da man ofte kommer til lægen meget sent.
Det er ærgerligt, da der er en rigtig god og ufarlig behandling imod lidelsen.
Når menopausen/overgangsalderen er indtruffet, må kvinden ikke længere bløde fra vagina. Såfremt dette sker, skal man søge læge med det samme, da det kan være et tegn på kræft.
Kan kvinder tabe håret?
Nogle kvinder oplever, ligesom mænd, hårtab med alderen.
Alle har perioder i livet, hvor man taber mere hår, end man nydanner. Som regel er det ganske naturligt, og man skal ikke frygte at blive skaldet.
Mange tror, at de mangler noget – et vitamin, eller andet og det er derfor håret falder af.
Oftest skyldes det hårets cyklus, eller at kroppen har været udsat for et stort stress-respons 3-6 måneder tidligere. Kvinder, der har født, taber f.eks. rigtig meget hår nogle måneder efter fødslen.
Sjældent kan hårtabet skyldes forhøjet stofskifte eller jernmangel.
Det kan også skyldes en lokallidelse i hovedbunden, som f.eks. svamp eller eksem.
Nogle få kvinder lider af det, som kaldes androgent hårtab, altså et hårtab som ligner det, mange mænd får med alderen. Håret falder af på issen, og ikke i siderne. Det er desværre ingen god behandling imod dette.
Går mænd i overgangsalder?
De senere år har der været meget snak om, at mænd også går i overgangsalderen. Der er noget om snakken. Mænd frigiver testosteron, og mængden af dette falder også med alderen. Det sker ikke helt så drastisk som hos kvinder, men mænd kan alligevel opleve symptomer på overgangsalder og mange af de samme aldersbetingede symptomer.
Potensen og evnen til sufficient erektion falder med alderen for alle mænd. Det kan være svært at tale med både sin partner og særligt sin læge om.
Udover den aldersbetingede nedsatte frigivelse af testosteron kan det også skyldes åreforkalkning eller medicinbivirkninger.
Jeg kan kun anbefale, at man taler med sin læge herom, da der kan være underliggende årsager, som skal behandles, og der findes desuden rigtig gode og sikre lægemidler til styrkelse af erektion, man kan benytte langt op i alderen uden særlige risici, hvis behandlingen benyttes som foreskrevet.
Den faldende mængde testosteron medfører også nedsat muskelmasse, nedsat muskelstyrke og ændret fordeling af kropsfedt.
Vægttab og overgangsalder?
I min artikel om forbrænding har jeg anført, at forbrændingen, og dermed basalbehovet, ikke ændrer sig, før man når 60-års-alderen. Efter man fylder 60, vil forbrændingen falde med 0,7 % pr år. Man skal derfor nedsætte mængden man indtager, for at blive ved med at tabe sig efter 60 års alderen. For mange vil appetitten dog også falde lidt med alderen, hvilket kan hjælpe én lidt på vej. Det er vigtigt at mærke efter, og bruge de vaner man har lært gennem Sense, så man kan tilpasse sig naturligt. Mad kan nemt blive en vane – det samme kan portionsstørrelser.
Der kan desuden være faktorer, som påvirker evnen til at tabe sig udover basal forbrændingen. Det er ikke ualmindeligt, at man hører, at det er sværere at tabe sig, når man er i overgangsalderen. Den store opremsning af gener ovenfor kan sagtens udfordre så meget, at et vægttabsforløb bliver noget nær umuligt at gennemføre, men hæng i, og vid at det ER muligt!
Det anbefales at spise efter de samme anbefalinger, men mængden skal som nævnt justeres med alderen, og det kan være nødvendigt med tilskud af ekstra D-vitamin og kalk.
Nogle kvinder kan få provokerede hedeture ved indtag af meget krydret mad, alkohol eller koffeinholdige drikke. Prøv at gøre dig dine egne erfaringer hermed. Det er ikke farligt, men generende.
Nogle kvinder beskriver også lindring af symptomer ved indtag af forskellige kosttilskud. Forskningen her er ikke tydelig, men såfremt du ellers spiser sundt og ikke indtager kosttilskud, som er skadelige, kan du sagtens forsøge dig hermed. Dog – hvis du ikke oplever effekt ret hurtigt, så læg det på hylden igen.
Find inspiration til sund mad i Sense opskrifter og madplaner. Du kan bruge alle de gængse Sense opskrifter.
Kan jeg få medicinsk hjælp?
Jeg har anført forskellige muligheder for behandling under hvert enkelt symptom, men mange har hørt om hormonbehandling og også hørt, at det kan være farligt.
De nyeste anbefalinger lyder, at systemisk hormonbehandling er indiceret ved vedvarende og udtalte symptomer, hvor symptomerne påvirker kvindens livskvalitet.
Man behandler normalt ikke i mere end fem år i træk, og man skal være bekendt med den lettere øgede risiko for brystkræft samt æggestokkræft. Man behandler ofte ikke kvinder efter 60-års-alderen.
Såfremt man har sin livmoder, skal man behandle med både østrogen og gestagen for at sikre regelmæssig afstødning af slimhinden i livmoderen, ellers øges risikoen for livmoderkræft betydeligt. Man kan behandles med en hormonspiral, som indeholder gestagen og østrogen i anden formulering, som tablet eller plaster f.eks. Hvis du er i øget risiko for at udvikle bryst- eller æggestokkræft, kan du ikke modtage hormonel behandling. Ej heller hvis du er i øget risiko for blodpropper.
Risikoen for at udvikle venøse blodpropper øges ved hormonbehandling, og man skal være opmærksom særligt i risikosituationer som ved lange flyrejser, eller hvis man har et BMI på over 30.
Internationalt er man ikke enige om anbefalingerne for hormonbehandling, hvis man har hjertekarsygdom. Dansk selskab for gynækologi og obstetrik har udviklet en retningslinje, som tilsiger, at du kan modtage behandling, såfremt du ikke er i høj risiko og er mindre end 10 år fra menopausen.
Du skal gå til regelmæssige kontroller ved egen læge, når du er i hormonbehandling, og risici og fordele skal altid opvejes nøje imod hinanden.
Efter denne noget triste opremsning af gener og symptomer der følger med alderen, kan man komme til at tænke, om det overhovedet er noget ved at blive ældre.
Det er svært at filosofere om, når man er i starten af 40’erne som jeg selv. Men jeg ser og taler med mange mennesker, som fortæller, at livet først bliver rigtig godt i 50’erne, og egentlig blot bedre og bedre herfra. Selvfølgelig så længe, at fysik og psyke er i top. Jeg glæder mig til at fylde 50.
Referencer: Lægehåndbogen, Sundhedsstyrelsen
Du kan få råd og vejledning om lægefaglige emner af praktiserende læge Majken Brinkmann i Lægens brevkasse.
Gå til Lægens brevkasse