Madstøj: nu kan forskerne følge stilheden i hjernen

 

 

Tidligere på året skrev jeg en artikel om madstøj, den konstante indre snak om mad, som mange lever med uden at vide, at den har et navn.

 

Den er siden blevet en af de mest læste artikler i vores vidensunivers, og det forstår jeg godt. Madstøj er noget, rigtig mange genkender, både i og uden for behandling.

 

Dengang skrev jeg, at forskningen så småt var begyndt at kunne måle støjen med spørgeskemaer. Nu er der sket noget mere. På den store europæiske diabeteskongres EASD i Milano i slutningen af september blev der fremlagt et studie, hvor forskere for første gang har fulgt madstøjen i hjernen gennem et helt år.

 

Madstøj beskriver vedvarende og påtrængende tanker om mad, som melder sig, uanset om man er sulten eller ej.

 

Det er ikke det samme som sult, og det er ikke svag vilje. Det er en reel kognitiv belastning med biologiske rødder, og den kan fylde så meget, at den står i vejen for koncentration, arbejde og samvær med andre.

 

Hvis du vil have hele forklaringen, kan du læse den første artikel om madstøj her.

 

Studiet undersøgte en kombination af to stoffer, cagrilintid og semaglutid. Semaglutid kender mange som GLP-1-medicin. Cagrilintid er nyere og efterligner hormonet amylin, som frigives fra bugspytkirtlen, når vi spiser, og som er et af kroppens egne mæthedssignaler. Tanken bag kombinationen er at påvirke flere af kroppens signaler på samme tid.

 

Deltagerne var voksne med overvægt eller svær overvægt, og de blev fulgt i 52 uger. Undervejs fik de skannet hjernen, mens de så billeder af kalorierig mad. Hos dem, der fik kombinationen, ændrede aktiviteten sig i de områder af hjernen, der er knyttet til belønning, sanseindtryk og adfærdskontrol, sammenlignet med dem, der fik placebo.

 

Deltagerne fortalte samtidig om mindre sult, mindre optagethed af mad og mindre trang, både efter 22 og 52 uger. Og vægten fulgte med. Efter 52 uger havde deltagerne på kombinationen tabt sig omkring 22 procent mere af deres kropsvægt end dem, der fik placebo. Flere beskrev i min første artikel stilheden som at få skruet ned for en radio, de ikke vidste stod tændt. Det nye her er, at man nu kan se noget, der ligner den oplevelse, på en hjerneskanning.

 

Der er grund til nysgerrighed, men også til omtanke. Resultaterne blev fremlagt på en kongres af firmaet bag kombinationen, og de er endnu ikke offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, hvor andre forskere har efterprøvet dem.

 

Kombinationen af cagrilintid og semaglutid er fortsat under udvikling og er ikke godkendt nogen steder i verden. Og så kan skanningerne ikke i sig selv afgøre, om ændringerne i hjernen skyldes medicinen direkte, eller om de følger med selve vægttabet. Det bliver vigtigt at få afklaret, før man kan konkludere ret meget.

 

Alligevel synes jeg, at studiet er værd at kende til. Da jeg skrev den første artikel, byggede vores viden om madstøj mest på det, patienterne fortalte, og på spørgeskemaer. Nu begynder man at kunne følge den i hjernen over et helt år. For hvert skridt i den retning bliver det tydeligere, at madstøj handler om biologi og ikke om viljestyrke eller skam.

 

Det vigtigste fra den første artikel gælder nemlig stadig. Når madstøjen dæmpes, uanset om det sker med medicin, med bedre søvn eller med regelmæssige måltider med god mæthed, opstår der plads i hovedet, som måske ikke har været der i årevis.

 

Det, man bruger den plads til, afgør, hvordan det går på den lange bane. Måltiderne, vanerne, søvnen og måden, man taler til sig selv på, følger ikke med i hverken pen eller tablet. Det arbejde er stadig vores eget, og det bliver lettere, når støjen ikke larmer.

 

Måske genkender du støjen hos dig selv eller hos en, du holder af. Så håber jeg, at du med denne artikel ved, at forskningen tager den alvorligt, helt ind i hjernens belønningssystem. Og du er som altid velkommen i vores fællesskab, hvis du har lyst til at tale med andre, der kender støjen indefra.