Et receptfrit vægttabsprodukt har på lidt over et år fået fast plads på de danske apotekshylder. Det er hverken et lægemiddel eller et almindeligt kosttilskud. Det er CE-mærket som medicinsk udstyr, og det har større betydning for både dokumentation og reklame, end de fleste forbrugere er klar over.
Jeg er den seneste tid blevet gjort opmærksom på, hvor massivt der bliver reklameret for et bestemt receptfrit vægttabsprodukt. Det sælges under navnet Formoline L112, og det bliver omtalt som et receptfrit alternativ til vægttabsmedicin.
Det har fået mig til at læse både studierne og reglerne igennem, for jeg synes, at historien rummer et spørgsmål, som er større end det ene produkt. Det handler om, hvad vi som forbrugere og patienter egentlig får at vide, når et produkt ligner medicin, sælges på apoteket og omtales med kliniske studier, men er godkendt ad en helt anden vej end medicin.
Hvad er det for et receptfrit vægttabsprodukt?
Det aktive stof hedder polyglucosamin L112. Det er en særlig udgave af kitosan, som er en kostfiber udvundet af skaller fra krebsdyr. Tanken er enkel. Fiberen binder en del af fedtet fra måltidet i mave og tarm, og det bundne fedt forlader kroppen med afføringen i stedet for at blive optaget. Ifølge fabrikanten virker stoffet kun lokalt i tarmen og optages ikke i kroppen. Man tager tabletterne til dagens to mest fedtholdige måltider.
Produktet kom på de danske apoteker i august 2025. Det fremstilles af et tysk firma og distribueres herhjemme af en dansk virksomhed. Ifølge distributørens egne pressemeddelelser blev der solgt godt 131.000 pakker i regnskabsåret frem til sommeren 2026 og yderligere 126.000 pakker alene i juli og august 2026. Virksomhedens overskud er på et år vokset fra knap 0,6 til 4,9 millioner kroner. Tallene er virksomhedens egne, men de fortæller tydeligt, at rigtig mange danskere har købt produktet.
Fire kategorier med fire sæt regler
For at forstå, hvorfor produktet kan markedsføres, som det bliver, er man nødt til at kende de fire kasser, som den slags produkter kan høre hjemme i.
Receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin
Receptpligtig medicin er den strengeste kategori. Lægemidlet skal godkendes af lægemiddelmyndighederne, og lægemiddelloven forbyder reklame for receptpligtige lægemidler over for offentligheden. Det gælder for eksempel semaglutid og tirzepatid. Håndkøbsmedicin er også godkendte lægemidler. Her er reklame til offentligheden tilladt, men den skal følge reklamereglerne for lægemidler og blandt andet oplyse om virkning og væsentlige bivirkninger.
Naturlægemidler
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, som typisk indeholder planter, planteudtræk eller andre naturligt forekommende stoffer. De skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, før de må sælges, og reklamereglerne for lægemidler gælder også for dem.
Kosttilskud
Kosttilskud er fødevarer. De skal anmeldes til Fødevarestyrelsen, men de skal ikke godkendes som lægemidler. De må kun markedsføres med de sundhedsanprisninger, som er godkendt i EU, og det er forbudt at skrive, at et kosttilskud kan forebygge, behandle eller helbrede sygdom.
Her er der en vigtig detalje. Den europæiske fødevaremyndighed EFSA vurderede i 2011 kitosan og fandt ikke, at der var dokumentation for en effekt på kropsvægten. Kitosan fik kun en positiv vurdering af en anprisning om kolesterol. Et kosttilskud med kitosan må derfor ikke love vægttab. Du kan læse mere i artiklen om kosttilskud og naturlægemidler.
Medicinsk udstyr
Medicinsk udstyr er den fjerde kasse, og de fleste forbinder den med ting som kondomer, implantater og kirurgisk udstyr. Men den rummer også tabletter og kapsler, hvis deres hovedvirkning ikke er farmakologisk, metabolisk eller immunologisk. Et medicinsk udstyr må gerne have et medicinsk formål, for eksempel behandling af overvægt.
Det bliver ikke godkendt af en lægemiddelmyndighed. Fabrikanten har selv ansvaret for CE-mærkningen, og i de højere risikoklasser skal dokumentationen vurderes af et bemyndiget organ, som er et uafhængigt certificeringsorgan udpeget af myndighederne.
Polyglucosamin L112 er ifølge distributøren CE-mærket i klasse III, som er den højeste risikoklasse. Risikoklassen afgør, hvordan produktet skal kontrolleres. Den siger ikke noget om, hvor godt det virker.
Hvad viser studierne?
Markedsføringen bygger især på tre budskaber. Produktet binder op til 66 procent af fedtet i kosten, brugerne tabte 5 kilo på tre måneder, og de tabte 12 kilo på et år.
Tallet på 12 kilo stammer fra et italiensk studie fra 2017 med 100 deltagere, som alle samtidig spiste færre kalorier og bevægede sig mere. Gruppen, der fik polyglucosamin, tabte 12,1 kilo på et år. Gruppen, der fik placebo, tabte 8,0 kilo. Forskellen, som kan tilskrives selve produktet, var altså cirka 4 kilo, og resten skyldtes kost og motion. Studiet var sponsoreret af fabrikanten og blev gennemført på et enkelt center.
En samlet analyse fra 2020 af de fire tilgængelige studier, med knap 400 deltagere i alt, fandt et ekstra vægttab på omkring 1,8 kilo i gennemsnit. Det svarer ret præcist til, hvad Cochrane fandt i 2008, da forskerne gennemgik 15 studier af kitosan generelt. Dengang var konklusionen, at effekten i de bedste studier var så lille, at den næppe havde klinisk betydning.
Min egen vurdering er, at produktet sandsynligvis har en lille effekt hos nogle, når det kombineres med ændringer i kost og motion. Dokumentationen er dog spinkel. Studierne er små, flere af dem er sponsoreret af fabrikanten, og vi ved ikke noget om, hvad der sker med vægten, når man holder op.
Sammenligningen med orlistat
Orlistat er det nærmeste, vi kommer en sammenligning inden for lægemidler, fordi det også virker i tarmen og mindsker fedtoptaget. Orlistat hæmmer det enzym, der spalter fedtet, mens polyglucosamin binder fedtet.
Orlistat er et registreret lægemiddel. Det fås i håndkøb på apoteket i en dosis på 60 mg til voksne med BMI på 28 eller derover og i højst seks måneder, og det fås på recept i en dosis på 120 mg. Du kan læse mere i gennemgangen af, hvilke former for vægttabsmedicin der findes.
Der findes et enkelt studie, som sammenligner de to direkte. Det er fra 2017 og omfattede 64 deltagere i Tyskland og Italien, som i 12 uger fik enten polyglucosamin eller orlistat i håndkøbsdosis. Gruppen på polyglucosamin tabte 6,2 kilo, og gruppen på orlistat tabte 4,6 kilo. Det lyder overbevisende, og sådan bliver studiet også brugt.
Når man læser artiklen, bliver billedet mere nuanceret. Hele forskellen stammede fra det italienske center. På det tyske center klarede de to grupper sig ens. Der var ikke forskel på, hvor mange der nåede et vægttab på 5 procent.
Fem deltagere faldt fra i polyglucosamingruppen mod én i orlistatgruppen, studiet var betalt af fabrikanten, og det blev først registreret, efter at det var afsluttet. Sammenligningen var desuden med den lave dosis af orlistat og ikke med den receptpligtige.
Orlistat er til gengæld blevet vurderet af lægemiddelmyndighederne. Her viste etårsstudier et vægttab på 4,8 kilo med 60 mg mod 2,3 kilo med placebo og 6,1 kilo med 120 mg mod 2,6 kilo med placebo. Det er også en beskeden effekt, og orlistat har velkendte gener i form af fedtet og tynd afføring. Forskellen ligger i, at vi kender tallene fra store, uafhængigt vurderede forsøg.
I forhold til den nyere vægttabsmedicin
Det er her, jeg har svært ved at genkende formuleringen om et alternativ. I det store studie af semaglutid tabte deltagerne i gennemsnit 14,9 procent af kropsvægten på 68 uger mod 2,4 procent med placebo. Semaglutid virker blandt andet ved at øge mæthedsfølelsen og dæmpe sult og appetit. En fedtbinder gør noget helt andet, og effekten er i en helt anden størrelsesorden. De to ting er ikke alternativer til hinanden i den forstand, at man kan forvente noget, der ligner.
Det betyder ikke, at produktet er farligt. I det sammenlignende studie var bivirkningerne milde og bestod af oppustethed, forstoppelse og kvalme. Man skal dog vide, at en fedtbinder også kan binde fedtopløselige vitaminer og visse lægemidler, blandt andet p-piller, epilepsimedicin og blodfortyndende medicin. Fabrikanten anbefaler derfor, at der går fire timer mellem tabletterne og anden medicin. Produktet må ikke bruges af personer med allergi over for krebsdyr, og distributøren anbefaler det ikke til gravide og ammende.
Reklamen
Når jeg ser på den danske markedsføring, går de samme vendinger igen. Produktet kaldes Tysklands bedst sælgende vægttabsprodukt 12 år i træk. Det lover dokumenteret vægttab uden fedtdiarré.
I en pressemeddelelse om nytårsforsætter fra januar 2026 hed det, at produktet kan hjælpe med betydeligt vægttab uden drastiske livsstilsændringer eller bivirkninger. I en pressemeddelelse fra november 2025 hed det, at et nyt studie viste, at halvdelen af patienter med metabolisk syndrom blev symptomfri efter tre måneder. Det studie er en analyse af en undergruppe på 26 personer.
Meget af omtalen er pressemeddelelser, som flere medier har bragt som nyheder med næsten samme ordlyd. Det er lovligt, men som læser kan man ikke altid se, at teksten kommer fra den virksomhed, der sælger produktet.
Det er også værd at bemærke, at distributøren på sin egen hjemmeside, i en tekst om produktet og diabetes, opfordrer til at tale med lægen om eventuelle nye kosttilskud. Det viser meget godt, hvor svært det er at holde kategorierne adskilt, selv for dem der arbejder med dem.
Er det omgåelse af reglerne?
Jeg mener ikke, at man kan kalde det omgåelse i juridisk forstand. Produktet er CE-mærket, og EU-reglerne for medicinsk udstyr har en særlig klassificeringsregel for netop produkter, der består af stoffer. Det er heller ikke rigtigt, at der ingen regler er. Markedsføringsloven forbyder urigtige og vildledende oplysninger og kræver, at faktiske påstande kan dokumenteres.
Derudover har medicinsk udstyr sin egen reklamebekendtgørelse, og det er Lægemiddelstyrelsen, der behandler klager over reklame for medicinsk udstyr. Reklamen skal være saglig og fyldestgørende, og oplysningerne skal kunne dokumenteres.
Over for forbrugere må man ikke bruge anbefalinger fra læger og andre sundhedspersoner, man må ikke henvise til undersøgelser og tidsskrifter, og man må ikke give indtryk af, at produktet er uden risiko. Om den konkrete markedsføring holder sig inden for de rammer, er det Lægemiddelstyrelsen og ikke mig, der skal vurdere.
Lovligt er ikke det samme som rimeligt
Men der er forskel på, hvad der er lovligt, og hvad der er rimeligt. Der er tre ting, som jeg synes, vi bør tale åbent om.
Den første er, at kravene til dokumentation er vidt forskellige. Det samme stof, som ikke må love vægttab som kosttilskud, fordi EFSA ikke fandt beviserne gode nok, kan sælges med netop det løfte, når det er CE-mærket som medicinsk udstyr.
Den anden er et paradoks i reklamereglerne. De lægemidler, der har den stærkeste dokumentation, må slet ikke omtales i reklamer til offentligheden. Et produkt med langt svagere dokumentation må gerne annonceres bredt og kan samtidig præsentere sig som alternativet til dem. Resultatet er, at det er den svageste dokumentation, der fylder mest i det offentlige rum.
Den tredje er apoteket. For de fleste af os er apoteket et sted, hvor varerne er kontrolleret, og når et produkt står på disken og er omtalt med kliniske studier, opfatter mange det som medicin. Ordene CE-mærket medicinsk udstyr i klasse III lyder som et kvalitetsstempel for virkning. Det er i virkeligheden en risikoklassificering.
Hvad betyder det for dig?
Jeg forstår godt, at mange leder efter et receptfrit vægttabsprodukt, og det ønske har jeg stor respekt for. Netop derfor synes jeg, at man skal have ærlig besked. Et vægttab på et par kilo mere end med kost og motion alene er det, de samlede studier peger på, og det meste af det vægttab, som reklamerne nævner, skyldes de ændringer, deltagerne selv lavede.
Hvis du overvejer et receptfrit vægttabsprodukt, så tal med din læge eller apoteket om det, især hvis du tager anden medicin. Og læs omtalen med det i baghovedet, at afsenderen ofte er den, der sælger varen. Hvis du vil vide mere om de godkendte lægemidler, kan du læse, om en pille mod vægttab er bedre end en sprøjte.
For mig er det vigtigste ikke, om man vælger det ene eller det andet. Det vigtigste er, at valget bliver truffet på et oplyst grundlag, og at vi som samfund stiller de samme krav til ærlighed, uanset hvilken kasse et produkt er blevet lagt i.
Referencer
Studier og lægemiddeloplysninger
Jull AB et al. Chitosan for overweight or obesity, Cochrane Database of Systematic Reviews, 2008.
Det Europæiske Lægemiddelagentur. Offentlig vurderingsrapport for orlistat 60 mg.
Det Europæiske Lægemiddelagentur. Offentlig vurderingsrapport for orlistat 120 mg.
Det Europæiske Lægemiddelagentur. Offentlig vurderingsrapport for semaglutid til vægtkontrol.
Lægehåndbogen. Orlistat, med data fra medicin.dk.
Regler og myndigheder
Lægemiddelloven, kapitel 7 om reklame.
Bekendtgørelse nr. 715 af 24. maj 2022 om reklame m.v. for medicinsk udstyr.
Lægemiddelstyrelsen. Vejledning om reklame m.v. for medicinsk udstyr.
Markedsføringsloven, §§ 5 til 7 og 13.
Bekendtgørelse om reklame m.v. for lægemidler til mennesker.
Fødevarestyrelsen. Slutrapport for kampagnen Kontrol af sundhedsanprisninger af kosttilskud.
Virk.dk. Anmeldelse af kosttilskud til Fødevarestyrelsen.
Pressemeddelelser og produktoplysninger
Pharmovital ApS. Pressemeddelelse om lanceringen, 31. juli 2025.
Pharmovital ApS. Pressemeddelelse om metabolisk syndrom, 6. november 2025.
Pharmovital ApS. Pressemeddelelse om nytårsforsætter, 14. januar 2026.
Pharmovital ApS. Pressemeddelelse om regnskab og salgstal, 21. september 2026.
Certmedica International GmbH. Produktoplysninger om dosering, interaktioner og kontraindikationer.
Pharmovital ApS. Formoline L112 og diabetes type 2, formoline.dk.
Skrevet af Majken Brinkmann, speciallæge i almen medicin og direktør i SenseMyDiet ApS. SenseMyDiet er en kommerciel virksomhed, der tilbyder kost- og livsstilsstøtte. Vi sælger og udskriver ikke lægemidler.
Artiklen er almen information og erstatter ikke en vurdering hos din egen læge.

Skrevet af