Der er sket rigtig meget med vægttabsmedicin de seneste år, og det kan være svært at holde styr på, hvad der findes, hvad der er nyt, og hvad der stadig kun er på vej. Her har jeg samlet et overblik over de lægemidler, der bruges i Danmark i dag. Under hvert stof kan du læse videre i en artikel, hvor jeg går mere i dybden.
GLP-1-medicin
Den medicin, de fleste tænker på, når de hører ordet vægttabsmedicin, efterligner kroppens eget mæthedshormon GLP-1. Hormonet dannes i tarmen, når vi spiser, og det dæmper appetitten, får mavesækken til at tømme sig langsommere og hjælper med at regulere blodsukkeret. En stor del af virkningen sker i hjernen, og mange oplever, at tankerne om mad fylder mindre. Der findes i dag tre stoffer i denne gruppe til vægtbehandling i Danmark.
Semaglutid
Semaglutid er det mest brugte stof. Til vægtbehandling gives det oftest som en indsprøjtning én gang om ugen, og i dag findes der også en højere dosis til dem, der har brug for mere effekt. Semaglutid fås desuden som tablet, der tages hver dag. I de store forsøg tabte deltagerne i gennemsnit knap 15 procent af deres vægt på den almindelige dosis. Semaglutid bruges også i lavere doser mod type 2-diabetes. Du kan læse mere i Hvad er semaglutid? og i Semaglutid som tablet mod overvægt.
Tirzepatid
Tirzepatid efterligner både GLP-1 og et andet tarmhormon, GIP. Det gives som en indsprøjtning én gang om ugen, og i de store forsøg tabte deltagerne i gennemsnit omkring 15 til 21 procent af deres vægt afhængigt af dosis. Tirzepatid er også godkendt mod type 2-diabetes. Du kan læse mere i Hvad er tirzepatid?, og hvis du vil vide, hvordan det adskiller sig fra semaglutid, har jeg skrevet om forskellen på semaglutid og tirzepatid.
Liraglutid
Liraglutid var et af de første stoffer i gruppen. Det tages som en indsprøjtning hver dag, og vægttabet er i gennemsnit mindre end med de nyere stoffer. Til gengæld er det velkendt, der findes kopipræparater, og det er godkendt til børn og unge fra 6 år med svær overvægt. Du kan læse mere i Hvad er liraglutid?
Ældre former for vægttabsmedicin
Før GLP-1-medicinen kom, var orlistat et af de mest brugte lægemidler mod overvægt. Det virker i tarmen, hvor det hæmmer nedbrydningen af fedt, så en del af fedtet fra maden ikke optages, men kommer ud med afføringen. Orlistat fås i den laveste styrke uden recept på apoteket. Vægttabet er beskedent, og mange får fedtet afføring og hyppige toiletbesøg, især hvis maden er fed.
Der findes også et kombinationspræparat med naltrexon og bupropion, som virker i hjernen på appetit og trang til mad. Det kræver recept og bruges langt mindre end GLP-1-medicinen, blandt andet fordi effekten er mere beskeden, og fordi der er flere forhold omkring bivirkninger og anden medicin, som lægen skal tage stilling til.
Tabletter mod overvægt
Mange vil helst være fri for en sprøjte, og der er derfor stor interesse for tabletterne. Lige nu er det kun semaglutid-tabletten, der kan fås i Danmark. Tabletten med orforglipron er godkendt i USA og Storbritannien, men endnu ikke i EU. Jeg har skrevet om, hvad studierne viser, og om en tablet overhovedet er bedre end en sprøjte, i artiklen Er en pille mod vægttab bedre end en sprøjte?
Hvad er på vej?
Der forskes i mange nye stoffer. Nogle virker på flere hormoner på én gang, for eksempel retatrutid, som påvirker tre hormoner, og som i de første store forsøg har vist et meget stort vægttab. Retatrutid er endnu ikke godkendt nogen steder, og du kan læse mere i artiklen Hvad er retatrutide, og hvornår kan det komme til Danmark? Der arbejdes også med kombinationer, hvor semaglutid kombineres med andre mæthedshormoner, og de undersøges i store forsøg i disse år.
Jeg vil gerne sige, at hvis du står og skal i gang med behandling nu, giver det sjældent mening at vente på det næste. Der vil næsten altid være noget nyt på vej.
Hvilken form er den rigtige?
Det er altid en beslutning, du tager sammen med din læge. Det afhænger af dit helbred, din vægt, anden medicin, du tager, hvordan du tåler behandlingen, og hvad der passer ind i dit liv. Du kan læse mere om, hvornår man kan få vægttabsmedicin, og om hvor meget man kan forvente at tabe sig. Og fordi ingen medicin kun har fordele, har jeg også skrevet om ulemperne ved vægttabsmedicin.
Det handler ikke kun om medicin
Overvægt handler sjældent kun om mad og motion. Mange bærer også på skam, frustration eller modløshed efter mange forsøg, og det kan følge med ind i behandlingen. At starte på medicin kan give håb, men også nye bekymringer, for eksempel om man nu taber sig, eller hvordan andre vil reagere. Jeg synes, det er vigtigt at tage de følelser alvorligt og at søge støtte, hvis man har brug for det, hos sin læge, en psykolog, en diætist eller i et fællesskab, hvor man kan tale åbent om det.
Artiklen er skrevet af Majken Brinkmann, speciallæge i almen medicin og direktør i SenseMyDiet ApS. SenseMyDiet er en kommerciel virksomhed, der tilbyder kost- og livsstilsstøtte. Vi sælger og udskriver ikke lægemidler.
Referencer
Wilding JPH et al. Once-weekly semaglutide in adults with overweight or obesity (STEP-1). N Engl J Med 2021;384:989-1002.
Jastreboff AM et al. Tirzepatide once weekly for the treatment of obesity (SURMOUNT-1). N Engl J Med 2022;387:205-216.
Pi-Sunyer X et al. A randomized, controlled trial of 3.0 mg of liraglutide in weight management (SCALE). N Engl J Med 2015;373:11-22.
Medicin.dk. Lægemiddelbeskrivelser for semaglutid, tirzepatid, liraglutid, orlistat og naltrexon/bupropion, revideret 2026.
Ofte stillede spørgsmål
Reglerne for tilskud ændrer sig og afhænger af, hvad medicinen bruges til. Spørg din læge eller på apoteket, og læs mere i artiklen om tilskudsregler.
Vægttabet kommer gradvist. De fleste taber sig mest i løbet af det første halve til hele år, hvorefter vægten typisk finder et nyt leje.
Det afhænger af, hvilke sygdomme du har, og hvilken anden medicin du tager. Det er din læge, der vurderer, om behandlingen er sikker for dig.
Ikke nødvendigvis, men mange tager vægten på igen, når de stopper. Det kræver derfor en plan, og du kan læse mere om, hvornår og hvordan man kan stoppe.
Bliv medlem af SenseMyDiet
I SenseMyDiet kan du få støtte og hjælp til vægttab og sundere vaner, uanset om du vælger medicinsk behandling til eller fra.
Vi har 10 års erfaring med at yde støtte til succesfulde vægttabsforløb, og vi har opskrifter og madplaner, der passer til alle - også dig, der tager vægttabsmedicin, og som følge heraf oplever at have mindre appetit.
Mange af vores medlemmer fortæller, at de har tabt sig og holdt vægten efter et forløb hos os. Køb dit medlemskab nu og glæd dig til at modtage opskrifter, madplaner, artikler, videoer og forløb, der gør det nemmere at holde fast i de sunde vaner. Vi glæder os til at byde dig velkommen!

Skrevet af