
Hvad er forskellen mellem vægttabsmedicinen Wegovy og Mounjaro?
Få et overblik over de væsentligste forskelle
Alle har efterhånden hørt om vægttabsmedicin. De fleste kender navnet Wegovy, og måske indholdsstoffet GLP-1. Men hvad er Mounjaro? Er det det samme?
I denne artikel vil jeg prøve at gøre dig klogere på forskellen mellem de to mest effektive typer vægttabsmedicin tilgængelige her i Danmark.
Hvad er Wegovy og Mounjaro?
Wegovy: Det aktive stof hedder Semaglutid, og lægemidlet er godkendt til behandling af svær overvægt og/eller overvægt BMI > 27 + en risikofaktor. Novo Nordisk har patent på Wegovy.
Mounjaro: Det aktive stof hedder Tirzapatid, og lægemidlet er godkendt til behandling af overvægt på samme indikationer som Wegovy, samt til behandling af type 2-diabetes, oftest som tillæg til anden behandling. I USA findes tirzepatid på markedet under to navne: Mounjaro (til diabetes) og Zepbound (til vægttab). Indholdet er det samme. Eli Lilly har patent på Mounjaro.
Mekanisme i kroppen
Wegovy: GLP-1 agonist som efterligner tarmens naturligt producerede GLP-1 hormon. GLP-1 hæmmer hastigheden, hvormed mavesækken tømmes. Derfor bliver maden i maven i længere tid, og man kan derfor spise mindre, og man føler sig hurtigere mæt. Det påvirker også hjernens sultcenter, hvor det nedsætter appetitten. Derudover har det en blodsukkersænkende effekt.
Mounjaro: Kombineret GLP-1 og GIP-agonist. Kombinationen viser i studier, at effekten på vægttab er højere, hvilket formentlig skyldes en stærkere effekt på appetit og sult. Det kan dog ikke udelukkes om øgede bivirkninger også kan være medvirkende til, at man spiser mindre.
Hvor meget kan man tabe sig?
Studier viser, at Mounjaro giver et højere vægttab end Wegovy.
Wegovy: 15-17% vægttab ved maksimal effektiv dosis efter 68 uger med optimale forhold for kost og motion.
Mounjaro: 21% vægttab ved maksimal effektiv dosis efter 72 uger med optimale forhold for kost og motion.
Dosis og administration
Begge lægemidler indgives ved injektion – typisk i mave-, arm, eller lårregionen. Wegovy starter på 0,25 mg og højeste godkendte dosis aktuelt er 2,4 mg. Mounjaro starter på 2,5 mg og højeste godkendte dosis er 15 mg aktuelt. Man kan ikke direkte sammenligne doser målt i mg mellem to forskellige præparater, så man kan derfor ikke konkludere at 2,5 mg Mounjaro altid vil virke bedre and 0,25 mg Wegovy.
Bivirkningsprofil
Begge lægemidler har nogenlunde samme bivirkningsprofil, hvor de typiske bivirkninger stammer fra mave/tarmkanalen. Typiske bivirkninger er kvalme, sure opstød, tynd mave, forstoppelse og oppustethed.
Hvad skal man vælge?
Det er vigtigt at pointere, at der er tale om et receptpligtigt præparat, som udskrives i samråd med lægen.
Wegovy har været på markedet i Danmark i længst tid, så derfor er de fleste patienter startet på dette præparat. Hvis man ikke har tilstrækkelig effekt på højest tålelige dosis, kan man forsøge at skifte til Mounjaro.
Oplever man for mange bivirkninger på det ene præparat, kan man ligeledes overveje at skifte til det andet, hvis en dosisreduktion ikke virker tilfredsstillende.
Prismæssigt er Mounjaro en anelse dyrere end Wegovy aktuelt.
Kilder: Pro.medicin (Wegovy, Mounjaro) og Surmount og STEP studierne
Få svar på de typiske spørgsmål om vægttabsmedicin
Den nyeste vægttabsmedicin er lægemidler designet til at hjælpe med vægttab ved at efterligne kroppens eget mæthedshormon, GLP-1. Dette hormon reducerer trangen til at spise ved at øge følelsen af mæthed samt ved at sænke sulten. Det øger chancen for at komme i et kalorieunderskud, hvilket vil give et vægttab. Lægemidlerne Liraglutid og Semaglutid er eksempler på sådan medicin, som både anvendes i behandlingen af type 2-diabetes og til vægttabsformål.
Mange mennesker kæmper med overvægt og oplever en konstant op- og nedtur i vægt. Dette skyldes ofte en kombination af både fysiske, mentale og emotionelle faktorer, som gør det svært at opnå og vedligeholde et varigt vægttab. Følelser som skyld, frustration og opgivelse kan ligeledes spille en stor rolle i denne kamp.
Overvægt vurderes ofte ud fra Body Mass Index (BMI), som er en beregning, der forholder kropsvægt til højde. Et BMI over 25 betragtes som overvægtig, og et BMI over 30 som fedme. Det er vigtigt at bemærke, at BMI ikke tager højde for kropssammensætning, herunder fordelingen af henholdsvis muskelmasse og fedtmasse.
Overvægt, især når det skyldes en høj fedtmasse, øger risikoen for livsstilssygdomme såsom diabetes og hjertekarsygdomme. Derudover kan overvægt føre til smerter i bevægeapparatet og generelt nedsat livskvalitet.
Vægttabsmedicin virker ved at efterligne effekten af GLP-1, et mæthedshormon, hvilket reducerer appetitten og dermed madindtaget. Dette fører til et kalorieunderskud, som kan resultere i vægttab. Medicinen kan også mindske trangen til kalorierig mad og for nogle medføre bivirkninger som kvalme og mavesmerter, hvilket yderligere kan bidrage til et mindre madindtag.
Valget om at bruge vægttabsmedicin er komplekst og bør baseres på en individuel vurdering af dit helbred, din vægt og din tidligere erfaring med vægttabsforsøg. Det anbefales at diskutere dette med en læge, der kan tilbyde vejledning baseret på din specifikke situation.
For at starte på vægttabsmedicin skal du først have en medicinsk vurdering fra en læge. Dette er for at sikre, at medicinen er sikker og egnet for dig. Din læge vil vurdere din sundhedshistorik, dit nuværende helbred og din vægt, før en beslutning træffes.
Almindelige bivirkninger ved brug af vægttabsmedicin inkluderer kvalme, mavesmerter, diarré og svimmelhed. Disse bivirkninger er ikke behagelige og kan i nogle tilfælde føre til, at man må stoppe behandlingen. Det er vigtigt at have en åben dialog med din læge om eventuelle bivirkninger.
Bliv medlem af SenseMyDiet
I SenseMyDiet kan du få støtte og hjælp til vægttab og sundere vaner, uanset om du vælger medicinsk behandling til eller fra.
Vi har 10 års erfaring med at yde støtte til succesfulde vægttabsforløb, og vi har opskrifter og madplaner, der passer til alle - også dig, der tager vægttabsmedicin, og som følge heraf oplever at have mindre appetit.
Vi ved fra undersøgelser, at fire ud af fem lykkes med både vægttab og -vedligeholdelse efter et forløb hos os. Køb dit medlemskab nu og glæd dig til at modtage opskrifter, madplaner, artikler, videoer og forløb, der gør det nemmere at holde fast i de sunde vaner. Vi glæder os til at byde dig velkommen!